Vilkår for licens til de af Ziteman A/S (”Ziteman®”) udviklede Softwareprodukter, brug af de af Ziteman® foretagne individuelle tilpasninger heraf, ret til de af Ziteman® udbudte Hostingservices og erhvervelse af andre ydelser hidrørende fra Ziteman®. 1. Generelt 1.1. Nærværende vilkår gælder alle Softwareprodukter, alle Hostingservices og alle andre ydelser hidrørende fra Ziteman® uanset om licens til Softwareprodukter, ret til Hostingservices eller erhvervelse af andre ydelser aftales samlet eller delt og uanset og dette sker før, samtidig med eller efter erhververens (”Siteindehaverens”) tiltræden af nærværende vilkår. 1.2. Softwareprodukter, Hostingservices og alle andre ydelser hidrørende fra Ziteman® betegnes i det efterfølgende også samlet som Produkterne. 2. Erhvervelse af licens til Softwareprodukter 2.1. Siteindehaveren erhverver alene licens til de Softwareprodukter, der er specificeret i en ordrebekræftelse fra enten Ziteman® eller Zitemans autoriserede forhandler. 2.2. Siteindehaveren må kun anvende Softwareprodukterne til de i en ordrebekræftelse fra enten Ziteman® eller Zitemans autoriserede forhandler registrerede sites. 2.3. Softwareprodukterne må kun anvendes til sites, der hostes hos Ziteman®. 3. Aftale om hosting 3.1. Siteindehaveren må alene udnytte Hostingservices udbudt af Ziteman® til hosting af de i i ordrebekræftelser fra enten Ziteman® eller Zitemans autoriserede forhandler registrerede sites. SOFTWAREPRODUKTERNE: 4. Licensrettens omfang 4.1. Siteindehaveren opnår alene en brugsret (licens) til det eller de af pkt. 2.1. omfattede Softwareprodukter. 4.2. Siteindehaveren opnår en ikke-eksklusiv og ikke overdragelig ret til selv at anvende Softwareprodukterne til eget brug (licens). Siteindehaveren må alene anvende Softwareprodukterne i Siteindehaverens egen interesse, til Siteindehaverens eget direkte brug og i dette regi af personer, der er bemyndiget hertil af Siteindehaveren (det være sig Siteindehaverens medarbejdere og/eller konsulenter). Siteindehaveren er uberettiget til at anvende Softwareprodukterne til andre sites end de hos Ziteman® under nærværende aftale registrerede, jfr. pkt. 2.1. 4.3. Siteindehaveren må alene anvende Softwareprodukterne som beskrevet i pkt. 4.2. og må således eksempelvis ikke forsøge eller tillade forsøg på afkodning af Softwareprodukterne, reverse-engineering eller på anden måde forsøge at få adgang til kildekoden eller opbygningen og sammensætningen af Softwareprodukterne. 4.4. Siteindehaveren anerkender, at ophavsretten til Softwareprodukterne i enhver henseende tilhører Ziteman®, herunder at Ziteman® har ophavsret til de programkoder, Softwareprodukterne hviler på, og alle kopier heraf. 5. Opdateringsabonnement 5.1. Ved køb af licens til Softwareprodukterne tegner Siteindehaveren samtidig automatisk et opdateringsabonnement med Ziteman®. Betaling for dette abonnement sker i henhold til Zitemans til enhver tid gældende prisliste. 5.2. Servicepakke indeholder opdatering i form af ny/forbedret funktionalitet og/eller rettelser til tidligere versioner af Softwareprodukterne leveres af Ziteman®. Servicepakker kan dog ligeledes, såfremt Ziteman® skønner dette hensigtsmæssigt, medføre visse indskrænkninger i funktionaliteten af hensyn til helheden. Ziteman® bestræber sig på forudgående at varsle sådanne indskrænkninger. Ziteman® garanterer ikke for omfanget af servicepakker. 5.3. Ziteman® forventer at levere fire ordinære Servicepakker pr. år. 6. Kopieringsrestriktioner 6.1. Siteindehaveren er uberettiget til at kopiere eller på anden måde fremstille (eller lade andre kopiere eller fremstille) eksemplarer af Softwareprodukterne. 7. Individuelle tilpasninger af Softwareprodukterne 7.1. Ziteman® kan i henhold til separat skriftlig aftale foretage individuelle tilpasninger af Softwareprodukterne. 7.2. Medmindre anden skriftlig aftale indgås vederlægges Ziteman® for arbejde med sådanne individuelle tilpasninger på baggrund af medgået tid (herunder rejsetid) i henhold til Zitemans til enhver tid gældende prisliste. 7.3. Siteindehaveren betaler alle rejseudgifter. 7.4. Ziteman® har enhver ophavsret også til individuelle tilpasninger og kan frit anvende og videreoverdrage sådanne tilpasninger til tredjemand uden pligt til betaling af noget beløb til Siteindehaveren, herunder refundere nogen del af den i medfør af nærværende bestemmelse erlagte betaling. 7.5. Siteindehaveren er uberettiget til selv at foretage eller lade andre end Ziteman® foretage tilretninger, tilpasninger, andre ændringer og/eller modifikationer af eller til Softwareprodukterne. HOSTINGSERVICES: 8. Trafik 8.1. Siteindehaveren betaler for aktuel trafikmængde. 9. Anvendelse af Hostingservices 9.1. Siteindehaveren må alene benytte Hostingservices til hosting af Siteindehaverens egne inter- og intranetsider og dette kun i det omfang sådanne sites på forhånd er registeret hos Ziteman®, jfr. punkt 3.1. 9.2. Siteindehaveren er alene berettiget til at anvende Hostingservices som en fremvisningsplads for forretningsfolk og må således eksempelvis ikke anvende Hostingservices som ekstern diskplads for elektroniske/binære filer, som kan downloades. Siteindehaveren er således uberettiget til at have store filarkiver, herunder shareware, liggende til fri download. pien eller adgang leveres i et af Ziteman® valgt format og på et af Ziteman® valgt medie. Ziteman® er berettiget til at udøve tilbageholdsret heri til sikkerhed for enhver betaling fra Siteindehaveren til Ziteman og Zitemans autoriserede forhandlere. 9.3. Ziteman® forbeholder sig ret til at begrænse og/eller indskrænke anvendelsesmulighederne for Hostingservices på grund af drifts- og/eller sikkerhedsmæssige forhold. 10. CGI-scripts m.v. 10.1. Siteindehaveren er uberettiget til at placere egne CGI-scripts på Zitemans servere. 10.2. Siteindehaveren har dog mulighed for efter forudgående skriftlig aftale med Ziteman® at lade Ziteman® indlægge CGI-scripts i et privat CGI-BIN, idet det vil være en betingelse herfor, at Siteindehaveren til Ziteman® fremsender sourcekode og betaler vederlag for, at en af Zitemans programmører gennemgår denne for fejl/ sikkerhedsbrister, forinden den indlægges i et privat CGI-BIN. Ziteman® ønsker således at optimere sikkerheden for alle brugere af ydelser hidrørende fra eller er frembragt under brug af produkter fra Ziteman®. 10.3. Ved webhoteller med egen CGI/ASP-adgang vil Ziteman® løbende vurdere scripts/ programmer, hvis funktion eventuelt kan belaste serveren uhensigtsmæssigt, herunder med risiko for at forårsage nedbrud. Såfremt Ziteman® skønner, at dette er tilfældet, er Ziteman® til enhver tid berettiget til at fjerne sådanne scripts og/eller programmer. Ziteman® vil bestræbe sig på at informere Siteindehaveren herom snarest muligt. 11. Backup 11.1. Ziteman® tager backup dagligt af hosted materiale. 11.2. Ziteman® opbevarer backup i mindst 7 (syv) dage fra kopieringstidspunktet. ANVENDELSE AF PRODUKTERNE: 12. Ansvar for anvendelse 12.1. Det er Siteindehaverens eget ansvar, at Siteindehaveren i forbindelse med Siteindehaverens anvendelse af Softwareprodukterne og Hostingservices, herunder ved downloadning, uploadning og distribution af inter- eller intranetsider og anden brug overholder gældende lovgivning. Siteindehaverens manglende overholdelse af lovgivningen anses også for væsentlig misligholdelse af disse vilkår. 12.2. Siteindehaverens opmærksomhed er særligt henledt på markedsføringslovens § 6 A og ophavsretsloven, hvorefter litterære og kunstneriske værker m.v. nyder beskyttelse. 12.3. Siteindehaveren er gjort opmærksom på, at Ziteman® hverken kan eller vil kontrollere Siteindehaverens anvendelse af de ressourcer, Siteindehaveren får adgang til via Hostingservices eller opretter, administrerer eller vedligeholder ved hjælp af Softwareprogrammerne, herunder informationer, der stilles til rådighed af eller for Siteindehaveren via e-post i nyhedsgrupper og chatgrupper eller på Siteindehaverens hjemmeside, herunder via links, hvorfor Ziteman® ikke kan drages til ansvar for skader og tab som følge heraf. 12.4. Siteindehaveren er uberettiget til ved hjælp af Hostingservices at distribuere, opbevare, videregive eller på anden måde behandle materiale, der direkte eller indirekte kan opfattes som værende uanstændigt, uetisk, pornografisk, nazistisk, satanisk eller racistisk. Zitemans skøn i denne henseende kan ikke tilsidesættes. 12.5. Ziteman® er til enhver tid berettiget til – såvel ved tilsidesættelse af pkt. 12.4. som efter et frit skøn at bringe en aftale om Hosting-services til omgående ophør, mod straks at orientere Siteindehaveren herom såvel pr. e-mail og telefax til de af Siteindehaveren oplyste adresser. 13. Interaktion med tredjemand 13.1. Når Siteindehaveren via Zitemans netværk og servere har kontakt til tredjemand, herunder i relation til handel på Internettet, er Siteindehaveren opmærksomhed på, at Ziteman® er uden ansvar for Siteindehaverens og tredjemands indbyrdes mellemværende. 13.2. Siteindehaveren er opmærksom på, at Siteindehaveren ved at up- eller downloade materiale risikerer at inficere egen eller andres hardware og software med virus. Ziteman ® har ikke indflydelse på disse forhold og kan ikke drages til ansvar for skader og tab, der er en følge heraf. 14. Forsinket betaling 14.1. Ved forsinket betaling er Ziteman® berettiget til rente med 1 % (én procent) pr. påbegyndt måned fra forfaldstidspunktet, og et gebyr stort kr. 100 for hver rykkerskrivelse Ziteman® udsteder. 15. Forbud mod overdragelse til tredjemand 15.1. Siteindehaveren er uberettiget til at overdrage Softwareprodukterne, licenser hertil eller nogen ret knyttet hertil (helt eller delvist og uanset måden, hvorpå overdragelse finder sted) til tredjemand. 15.2. Siteindehaveren er uberettiget til at overdrage retten til at bruge Hostingservices, herunder serverplads (diskplads), helt eller delvist (uanset måden, hvorpå overdragelse finder sted) til tredjemand. 15.3. Forbuddet mod overdragelse gælder også ved overdragelse af hele eller dele af Siteindehaverens virksomhed, idet Ziteman® dog som udgangspunkt i sådanne tilfælde vil overveje at lade erhververen indtræde efter nærmere, skriftlig aftale direkte med Ziteman®. 16. Fejl og mangler 16.1. Ziteman® forpligter sig til i rimeligt og relevant omfang at rette konstaterede fejl og mangler snarest muligt. For så vidt angår fejl og mangler i Hostingservices som udgangspunkt inden for 40 timer. For så vidt angår fejl og mangler i Softwareprodukterne som udgangspunkt i forbindelse med udsendelsen af den anden servicepakke efter at Ziteman® er orienteret om fejlen/manglen. 16.2. Siteindehaveren har eneansvaret for valg, installation og brug af Softwareprodukterne og/eller Hostingservices, for resultatet af brugen af Softwareprodukterne og/eller Hostingservices herunder for, at Softwareprodukterne og/eller Hostingservices er velegnede til Siteindehaverens særlige behov og formål. 17. Force majeure 17.1. Ziteman® er ikke ansvarlig over for Siteindehaveren for forhold, der ligger uden for Zitemans kontrol herunder for forhold, der kan henføres til strejke, lockout, krig, terror, civile uroligheder, hærværk, handlinger, ordrer eller anmodninger fra en myndighed eller autoritet, brand, lynnedslag, oversvømmelse, manglende eller mangelfuld energitilførsel, overbelastning af nettet eller kabler, fejl i netværk, systemnedbrud, fejl i materialer eller komponenter, valutarestriktioner eller uheld i produktionen. 18. Ansvarsbegrænsninger 18.1. Ziteman® er ikke erstatningsansvarlig for manglende funktionalitet, der helt eller delvist kan henvises til produkter og/eller udstyr, der ikke er leveret af Ziteman®. Ziteman ® er under ingen omstændigheder ansvarlig for produkter og/eller ydelser, der ikke direkte er leveret af Ziteman®. 18.2. Ziteman® er ikke på nogen måde ansvarlig for fejl opstået i forbindelse med Siteindehaverens integration til Siteindehaverens backend. 18.3. Ziteman® er ikke ansvarlig for tab eller anden ulempe, der er forårsaget (direkte eller indirekte) af afbrydelser, forstyrrelser eller ændringer, der af Ziteman® er skønnet nødvendige af tekniske, vedligeholdelsesmæssige og/eller driftsmæssige årsager og/ eller er pålagt af tilsynsmyndigheder, idet Ziteman® dog skal udøve rimelige foranstaltninger til at søge at begrænse Siteindehaverens eventuelle ulempe. 18.4. Ziteman® er ikke ansvarlig for tab som følge af, at internettjenester ikke kan benyttes som forudsat. 18.5. Ziteman® er alene ansvarlig for tab som følge af uvedkommendes adgang til Siteindehaverens data, såfremt dette er forårsaget af Zitemans forsætlige handlinger. 18.6. Ziteman® er under ingen omstændigheder ansvarlig for indirekte tab (herunder driftstab, tab af fortjeneste eller indtjening, forretningsforstyrrelse, tab af (forretnings-) data, tab af installeret software og/eller information), der opstår ved brug af Produkterne. Ziteman® er ligeledes under ingen omstændigheder ansvarlig for på anden måde manglende resultat ved brug af Produkterne, herunder for Produkternes funktionalitet og/ eller mangel herpå. 18.7. Zitemans erstatningsansvar over for Siteindehaveren kan under ingen omstændigheder overstige et beløb svarende til det beløb, Siteindehaveren har betalt som vederlag for licens til Softwareprodukterne, i abonnement til opdateringer og som vederlag for Hostingservices. 19. Autoriseret forhandler 19.1. Såfremt Siteindehaveren har erhvervet licens til Softwareprodukterne fra eller indgået aftale om Hostingservices hos Ziteman® med en af Ziteman® autoriseret forhandler, gælder nærværende vilkår såvel i forholdet mellem Ziteman® og Siteindehaveren, som i forholdet mellem Siteindehaveren og den autoriserede forhandler, som om denne var Ziteman®. 19.2. Den i pkt. 18.7. indeholdte beløbsbegrænsning gælder under ét Ziteman® og den autoriserede forhandler, således at det samlede ansvar for disse to under ingen omstændigheder kan overstige det i dette pkt. 18.7. anførte beløb. 19.3. Også en tredjemand, der af Ziteman® er autoriseret til at forhandle Produkterne, omfattes af begrebet ”tredjemand” i nærværende betingelser. 20. Fortrolighed 20.1. Begge parter har tavshedspligt med hensyn til alt, hvad de erfarer om den anden part i forbindelse med deres samarbejde, medmindre der er tale om forhold, der ifølge sagens natur, herunder i henhold til gældende lovgivning, kan eller skal bringes til tredjemands kundskab. 20.2. Parterne skal opbevare oplysninger og informationer, de har modtaget fra eller om den anden part og som ikke ifølge sagens natur skal bringes til tredjemands kundskab under iagttagelse af mindst samme fortrolighed, som parten anvender i forhold til egne forretningshemmeligheder, og parterne skal tage alle nødvendige skridt for at undgå, at sådanne oplysninger og informationer uberettiget kommer til tredjemands kundskab. 21. Siteindehaverens ansvar for medarbejdere og konsulenter mv. 21.1. Siteindehaveren skal påse og indestår for, at enhver person eller virksomhed (herunder men ikke begrænset til Siteindehaverens medarbejdere, konsulenter og rådgivere), som Siteindehaveren giver adgang til Produkterne, overholder nærværende vilkår. 22. Opsigelse 22.1. Parterne kan opsige aftalen om Hostingservices og opdateringsabonnementet med 6 (seks) måneders forudgående skriftlig varsel til ophør den 1. juli eller 1. januar. Opsigelse kan fra Siteindehaverens side kun ske samlet. 22.2. Opsigelse skal meddeles skriftligt ved anvendelse af post eller telefax behørigt underskrevet for Siteindehaveren. Opsigelse kan ikke meddeles på anden måde, og kan således hverken ske mundtligt eller via e-mail. 22.3. Såfremt Siteindehaveren efter opsigelse af aftalen om Hostingservices og Opdateringsabonnementet måtte ønske at genoptage disse, skal Siteindehaveren først erhverve og indlæse de manglende servicepakker, idet Siteindehaveren herfor betaler et beløb svarende til afgiften i den periode, Siteindehaveren ikke har haft opdateringsabonnement. Herudover skal Siteindehaveren betale for fornøden support/ service fra Ziteman® i henhold til gældende prisliste. 23. Ophævelse på grund af misligholdelse 23.1. I tilfælde af Siteindehaverens væsentlige misligholdelse af nærværende vilkår er Ziteman ® berettiget til straks at ophæve enhver aftale mellem på den ene side Siteindehaveren og på den anden side Ziteman® og Zitemans eventuelle autoriserede forhandler. Ziteman® kan ophæve nogen aftaler og undlade at ophæve andre efter Zitemans valg. 23.2. Siteindehaverens væsentlige misligholdelse omfatter blandt andet Siteindehaverens manglende rettidige betaling for Produkterne og/eller enhver misligholdelse af pkt. 4.4. (ophavsret) og/eller pkt. 12.4. (indhold under Hostingservices) 23.3. I tilfælde af Zitemans ophævelse er Siteindehaveren forpligtet til at betale det fulde vederlag for alle ydelser under parternes aftaler indtil det tidspunkt Siteindehaveren ved opsigelse, jfr. Pkt. 22.1. kunne have bragt forpligtelsen til at betale sådant vederlag til ophør. 23.4. I tilfælde af at Zitemans væsentlige misligholdelse af nærværende vilkår er Siteindehaveren berettiget til straks at ophæve de aftaler mellem på den ene side Siteindehaveren og på den anden side Ziteman® eller Zitemans eventuelle autoriserede forhandler, der er reguleret af nærværende vilkår, idet disse vilkår (herunder pkt. 2.1. og pkt. 3.1.) fortsat skal overholdes af Siteindehaveren i relation til eventuelle ikkeophævede aftaler. 24. Efter ophør 24.1. I tilfælde af aftalens ophør skal Ziteman® for egen regning foranledige, at Siteindehaveren modtager en kopi af eller onlineadgang til hentning af de af Siteindehaverens data, der ligger hos Ziteman® og som ikke tidligere er udlæst til Siteindehaveren. Kopien eller adgang leveres i et af Ziteman® valgt format og på et af Ziteman® valgt medie. Ziteman® er berettiget til at udøve tilbageholdsret heri til sikkerhed for enhver betaling fra Siteindehaveren til Ziteman og Zitemans autoriserede forhandlere. 24.2. Idet Softwareprodukterne alene må anvendes til de sites, der hostes hos Ziteman®, jfr. pkt. 2.1., ophører Siteindehaverens ret til at anvende Softwareprodukterne samtidig med ophøret af Hostingservices og opdateringsabonnementet. 25. Særlige vilkår og betingelser 25.1. Vilkår og/eller betingelser, der er anført i Siteindehaverens ordre eller ordrebekræftelse fra Zitemans autoriserede forhandler, er kun gældende i forhold til Ziteman®, såfremt Ziteman® udtrykkeligt og skriftligt har accepteret de pågældende vilkår og/ eller betingelser. 26. Lovvalg og værneting 26.1. Enhver tvist mellem parterne vedrørende Aftalen afgøres efter dansk ret. 26.2. Såfremt en tvist mellem parterne ikke kan løses i mindelighed, skal den afgøres ved de ordinære domstole, idet parterne er enige om, at Sø- og Handelsretten i København er rette værneting for sager i 1. instans. Ved første login til brug af Produkterne skal ovenstående vilkår bekræftes og genbekræftes (2 klik), men er gældende for parternes retsforhold uanset om denne procedure er gennemført korrekt eller om Siteindehaveren på anden måde har fået adgang til Produkterne uden at have afgivet sådan bekræftelse. |